Nye navne

 
 
Koncertforeningens første store arrangement, i marts 1968, skulle ikke levne nogen som helst tvivl om ambitionerne. Det var en opførelse over to aftener af Bachs Matthæuspassion i Københavns Domkirke, selvfølgelig dirigeret af foreningens kunstneriske leder, Finn Reiff. Anmeldelserne var gode: "På fornemt niveau", "høj musikalsk kvalitet", men også "Stor mundfuld", lød overskrifterne. Især blev koret rost! Efterhånden blev netop koret det helt dominerende element i Koncertforeningen.

Det viste sig at der ikke var grundlag for at skabe den store passive medlemsgruppe, man havde tænkt sig, så de store planer for Koncertforeningen blev aldrig helt til virkelighed. Men lysten til at opfylde foreningens målsætning var absolut til stede hos dirigent og kor, og i de første tre år løste Koncertforeningens Kor andre store koncertopgaver, bl.a. opførelser af Faurés Requiem og to Bach-kantater, foruden mange a cappella-koncerter.
      I september 1970 fik koret ny dirigent, Finn Reiff havde i flere år kæmpet Koncertforeningens sag og havde opnået adskillige kunstneriske sejre, men på et vaklende økonomisk grundlag. Siden 1967 havde han været lærer ved både Vestjysk Musikkonservatorium og Det Fynske Musikkonservatorium, og desuden var han til stadighed aktiv som kirkemusiker. Nu begyndte hans helbred at svigte, og det var sikkert en væsentlig årsag til, at et dirigentskifte blev nødvendigt. I 1974 døde Finn Reiff, kun 40 år gammel. Koncertforeningens Kor medvirkede ved en smuk mindekoncert i Christiansborg Slotskirke.

Korets nye dirigent blev Steen Lindholm. Der fulgte nu en vis organisatorisk opstramning, som var ganske mærkbar for korets medlemmer. Men var Steen Lindholms mere håndfaste ledelse af koraktiviteterne forenelig med det høje musikalske niveau, der havde præget Finn Reiffs arbejde med koret? Dette spørgsmål, som flere medlemmer vist stillede sig selv og hinanden i starten, skulle de følgende års udvikling give et bekræftende svar på.

Den nye dirigent kom snart i ilden, med en opførelse af Bachs Magnificat i Københavns Domkirke i april 1971, og ind imellem de mange mindre koncerter og det tilhørende prøvearbejde blev der plads til en ny aktivitet: i februar 1972 var koret på sin første koncertrejse, til Sverige med koncerter i Kristianstad, Växjö og Malmö. Så havde kor og dirigent efterhånden prøvet hinanden så meget af, at man i efteråret 1972 turde binde an med Bachs H-mol-messe, intet mindre! "Ikke rigtig kloge", skrev Politiken om projektmagerne i bladets foromtale. Men opførelsen, først i Domkirken og derefter i Sct. Catharinæ Kirke i Ribe, blev Steen Lindholms definitive gennembrud som korets dirigent. "Imponerende opførelse", "En bedrift af de store", "Triumf for Steen Lindholm", hedder det bl.a. i anmeldelserne. Præstationen var i øvrigt medvirkende til, at Steen i 1973 fik Musikanmelderringens Kunstnerpris.

Hvad musikken angik, havde Musikhøjskolens Koncertforenings Kor altså vind i sejlene, men økonomien var overmåde anstrengt, som den havde været det længe. En stor lettelse på den front blev Koncertforeningens Kors etablering som selvstændig forening i 1973. Hermed blev båndene til Musikhøjskolen skåret over, og de økonomiske rammer blev fritidslovens aftenskoleordning. I løbet af et par år havde koret fået en ny person på dirigentposten samt et nyt og lidt kortere navn! I den følgende periode fik Koncertforeningens Kor i nogen grad de betingelser, man så længe havde stræbt efter.
 
Formand: Bjarne Højlund | CVR: 21312584  | Tlf.: 2423 3625 | bjarne.hoejlund@busses.dk