70'erne blev årene med underskud på betalingsbalancen (landets!), men overskud på kulturbalancen, ikke mindst den musikalske. Det mærkede Koncertforeningen i form af øget interesse for at blive optaget i koret, og det var ofte meget dygtige sangere, der meldte sig. I en lang periode havde herresiden en størrelse og kvalitet som senere tider har måttet se på med misundelse. Hermed blev det aktuelt at finde en passende størrelse for koret, så det både egnede sig til a cappella-koncerter og opførelser af større værker. 70 sangere blev det magiske tal. Foreningen måtte så hente forstærkning udefra i den udstrækning, værkerne krævede en større besætning.
Det blev der også brug for, idet Koncertforeningen i reglen opførte et større værk hvert forår. I 1974-76 var det Haydns Årstiderne, Bachs Johannespassion og Händels Israel i Egypten.
Succesen med de store oratorier kom dog aldrig til at overstråle korets interesse for at synge a cappella. Det kom i særlig grad til udtryk i 1976, hvor Koncertforeningen var initiativtager til en koncertrække, som fem københavnske kor gennem billetorganisationen Arte kunne tilbyde publikum i abonnement. Denne nyskabelse i koncertlivet holdt sig i hele tre år.
Hvis det kunstneriske niveau skulle stå mål med den omfattende koncertvirksomhed, så måtte koret udnytte de ugentlige prøveaftener 100% - helst mere! Derfor kunne den ambitiøse korsanger opleve sommerferien som en trussel mod den i vinterens løb hårdt tilkæmpede rutine. Modgiften var at begynde sæsonen effektivt med en korarbejds-weekend. Det har vi gjort i en lang række år, i begyndelsen oftest med Skælskør Folkehøjskole som ramme om arrangementet. Her har korets medlemmer stiftet bekendtskab med adskillige danske korværker fra vor egen tid, undertiden på den måde at værkets komponist var til stede under indstuderingen og aktivt kunne følge sit produkt på vej mod uropførelsen. Heller ikke de mere festlige udfoldelser blev forsømt på disse korweekender, slet ikke! Men man stillede naturligvis punktligt til Morgensangen (af "Elverskud") på badebroen kl. 8.00.
70'erne blev også årene hvor Koncertforeningens Kor - på linje med mange andre danskere - for alvor vovede sig udenfor Norden. Første gang i 1975, med Paris som rejse- og koncertmål. Den mest imposante koncert fandt sted i Invalidekirken, hvor franskmændene, herunder et detachement fra Fremmedlegionen, lærte Brittens Rejoice in the Lamb at kende. Men bagagen var selvfølgelig også proppet med noder af danske komponister, spændende fra Niels W. Gade til Bernhard Lewkovitch. Pariserturen blev efterfulgt af mange festlige og udbytterige rejser til det store udland. For eksempel til Europakor-stævnet i Liechtenstein i 1976, hvis hektiske forløb de ældre kormedlemmer ynder at berette om. Og hvem der var med, glemmer mon afslutningen på rejsen til "korenes land", Wales, og England i 1977: koncerten i den genopførte Coventry Cathedral? Lewkovitch i fantastiske rammer!
På den hjemlige front fristede mange store værker, og i de følgende år faldt valget på bl.a. Haydns Skabelsen og Dvoráks Stabat Mater. I kraft af Steens kontakt til Vestjysk Musikkonservatorium, hvor han var lærer, fik vi lejlighed til at arbejde sammen med konservatoriets kor og Vestjysk Symfoniorkester om flere større koncertopgaver, både i København og Esbjerg-Ribe-området. I 1980 gav dette bekendtskab os fx mulighed for at opføre Carl Orffs Carmina Burana med fuld orkesterbesætning, et projekt der ikke havde kunnet realiseres med korets egne midler.
1981 blev et jubilæumsår, ikke for Koncertforeningen, men for Steen Lindholm, der havde været korets kunstneriske leder i 10 år (godt og vel). Opførelsen i Københavns Domkirke af Brahms' Ein deutsches Requiem forenede korets og dirigentens ønsker om at markere begivenheden.
|