Store værker

 
 
Korets 25-års jubilæum blev i 1992 fejret ved en stor koncert i samarbejde med koret Cantus Firmus fra København samt Carl Hervelius Kammerkor og Lunds Domkirkes Oratoriekor fra Sverige såvel i København som i Malmö, med Edward Elgars store oratorium The Dream of Gerontius på programmet. Både engle og djævle myldrede frem på jord i dette spændende værk og blev levende via musikkens intensitet. Bagefter fejrede koret et brag af en jubilæumsfest med løbelys på scenen og taler til langt ud på natten. Dirigenten sendte en hilsen til koret i anledning af jubilæet [link til underside med anker til: Hilsen fra den gamle kaptajn].

Det blev til endnu et samarbejde med svenskerne i anledning af Lunds Domkirkes 850 års jubilæum i september 1995. Her tog vi bl.a. livtag med Max Regers ”Psalme 100”, der nok var en udfordring for koret, men dog resulterede i to dejlige koncerter i den sydsvenske by og i Grundtvigskirken i København.

Koncerterne med de store værker er altid en pragtfuld oplevelse, ikke mindst når de bliver opført i Tivolis koncertsal. Samarbejdet med forlystelseshaven fortsatte, og med assistance af udsøgte orkestermusikere opførte koret værker som Felix Mendelssohns Psalme 42, Giacomo Puccinis Messa di Gloria og Gioacchino Rossinis Petite Messe Solennelle.

Julen er også musikkens tid, og både Händels Messias og Bachs Juleoratorium blev efterhånden en fast del af korets repertoire. Især Messias er blevet opført flere forskellige steder, men for Koncertforeningens Kor er det ikke rigtig jul, hvis der ikke har været en koncert i Humlebæk Kirke med en af disse to værker. En meget hyggelig tradition.

Også forholdet til Dyssegårdskirken, hvor Steen Lindholm er organist, blev konsolideret, ikke mindst fordi det nu blev muligt at holde korprøverne her. Kirkens tradition for en fint musikliv har givet koret mulighed for at opføre en række – også store - værker suppleret med bl.a. Bachs kantater og motetter og f.eks. Anders Öhrwalls Gaudete og Mariamusik. En særlig udfordring var korets medvirken ved udvalgte Evensongs i engelsk tradition, hvor der blev kæmpet bravt med tekstfordelingen i Davidssalmerne. Vi håber, menigheden forstod indholdet trods alt.

Flere kirker – og musikalske kræfter – gik i forbindelse med projektet 96 kirker (Kulturby 96) sammen om tre koncerter i Sankt Jakobs Kirke, Messiaskirken og Dyssegårdskirken. Den unge komponist Frederik Magle havde komponeret en julekantate, som blev kombineret med en af Weyses julekantater ved de tre spændende opførelser. To år efter stod Magles kantate atter på programmet.
 
Forperson: Birthe Tandrup | CVR: 21312584  | Tlf.: 2162 1608 | birthetandrup@gmail.com